tr til blogjpgDer var engang en gammel kone. Sigrid Johansson hed hun. Sigrid havde oplevet det meste, og nu sad hun ved væven og vævede stumper og stykker sammen til et farvestrålende tæppe.

Sådan sad hun mange vinteraftener. Året var 1932 og i kurven på gulvet lå de mange kludebolde. Kugler af stof, rullet af de lange strimler, som Sigrid i årenes løb klippede af det stof, der blev tilovers i hendes og andres hjem: skjorter, gamle frakker, møbelpolstring, arbejdstøj, gardiner, forklæder og sengetøj.

På trods af at Sigrid var fyldt 68 var hendes dage stadig krævende. Der skulle arbejdes i marken og oppe på gården. Og selvom hun var træt, når hun satte sig ved væven efter en lang arbejdsdag, så elskede hun at sidde der og sammensætte de forskellige slags stof og de mange farver i et smukt mønster. Det tæppe, hun vævede efter den lange arbejdsdag kunne sælges på markedet. Kunderne sat pris på hendes kunnen og betalte rimeligt for hendes tæpper. Helt op til 2 kr pr meter. Uden tæpperne havde det været svært.

Udenfor vinduet i det lille hus stod et egetræ. Sigrid elskede egetræer, og dette mere end noget andet. Men det er en anden historie, den får I senere. Nu er Sigrid blevet færdig med sit tæppe. Hun klipper det ned fra væven, og sidder i skæret fra olielampen og binder frynserne.

80 år senere finder jeg Sigrids tæppe på loftet i et privat hjem i Småland. Sigrid er for længst borte. Hun døde i 1944, mens hendes tæpper lever endnu. Hun var en særdeles skikkelig væver. Det fortalte hendes barnebarn Karin, som solgte mig dette og en del andre af Sigrids smukke, håndvævede kludetæpper.

Sigrids tæppe, mange andre tæpper, mennesker og steder i Småland vil jeg fortælle mere om i den blog, som jeg starter nu. Jeg håber, at mine historier vil væves sammen i et smukt og farvestrålende mønster, og at det lykkes mig at dele min passion med jer.

Her ser i resultatet af Signes arbejde de aftener i 1932: