Om SVENSKE KLUDETÆPPER

SVENSKE KLUDETÆPPER - SVENSKA TRASMATTOR
Traditionsrigt håndværk til moderne hjem

En ”trasmatta” er et traditionelt, svensk kludetæppe, håndvævet af stofrester på en gulv væv.

Originalt kunsthåndværk
I mere end 150 år har man i Sverige lagt smukke kludetæpper på bræddegulvene. Generationer af kvinder har vævet tæpper i flotte farver og mønstre. Tæpperne blev vævet af det stof, som var tilgængeligt, og kunsten at væve gik i arv fra mor til datter. Der er tale om unikt håndarbejde, som det bliver stadig sværere at få fat i, da mange tæpper med tiden er gået til. Hos SVENSKE KLUDETÆPPER sælger vi fine vintage kludetæpper, opkøbt i private, smålandske hjem.

Væverne væver stadig
SVENSKE KLUDETÆPPER kan også tilbyde helt nyvævede kludetæpper. Vores netværk af aktive vævere producerer flotte tæpper i både traditionelle samt moderne farver og mønstre, og der væves også gerne på bestilling. Drømmer du om et ægte svensk kludetæppe til dit hjem, evt. i bestemte farver og mål, så kontakt SVENSKE KLUDETÆPPER.

Historien
Historien om det svenske kludetæppe begyndte på herregårde og slotte, hvor salene møbleredes specielt til højtider, helligdage og gæster, hvor man havde råd til at anvende hjemmets overskudsstof til kludetæpper, og hvor de fine vævede tæpper blev statussymboler. Forbedret levestandard medførte, at gårdene fik ”finrum”, hvor kludetæppet blev en prydgenstand, og i 1880’erne var kludetæpper efterhånden blevet almindelige i alle svenske hjem. Helst skulle der ligge flere tæpper ved siden af hinanden med bare et lille mellemrum imellem. Om vinteren beskyttede kludetæpperne mod træk, og man havde ofte særlige tæpper til hver årstid.

Kvalitet
Et ægte, håndvævet svensk kludetæppe produceres overvejende af genbrugsmateriale. Det bliver stærkere, fastere og mere holdbart i strukturen, jo blødere og mere slidte, stofresterne er, og jo hårdere væversken er i stand til at slå vævningen sammen med bommen.

En ægte trasmatta er et unikt produkt - ikke to trasmattor er ens!

SVENSKE KLUDETÆPPER 
Hærvejen 17 - 4660 Store Heddinge Danmark eller Lädja Norregård 1 - 36030 Lammhult - Sverige
Tel: +45 31355699 – email: eva@tufte.dk

Hvem er jeg

Mit navn er Eva, og jeg har beskæftiget mig med svenske kludetæpper i mange år; håndvævede, unikke "trasmattor", produceret af genbrugsmateriale i perioden 1880 - 1980. Siden 2009 har jeg opkøbt, samlet, udstillet, skrevet artikler og holdt foredrag om disse pragtfulde tekstile produkter. Mens jeg boede i Lädja, Småland har opbygget og drevet salg af tæpperne, både online, i butik og via forhandlere i flere lande. Jeg har også vævet tæpper selv, samlet og udstillet min samling, bl.a. på Astrid Lindgrens fødested Näs. 

Idag beskæftiger jeg mig primært med formidling af viden om tæpperne. Fra min dobbeltbase i Småland og København udbygger og videreudvikler jeg min samling og min viden om tæpperne og deres historie. 

Hvad vil jeg

Her på sitet vil jeg dele min viden om svenske kludetæpper. Præsentere tæpperne i al deres mangfoldighed, vise hvordan de har set ud til forskellige tider. Beskrive mønstre og teknikker. Fortælle historier om væverne og hvordan tæpperne blev brugt, om den hverdag, tæpperne indgik i og om overtro. Der vil også være beretninger om produktion og materialer, og sidst, men ikke mindst vil jeg skrive om Småland, som jeg elsker, og hvor jeg har fundet de fleste af tæpperne i min samling.  

På de følgende sider kan du dykke ned i tæppernes verden. Er du interesseret i at købe et tæppe til dit hjem, så kontakt mig på eva@tufte.dk. Ind imellem arrangerer jeg pop-up sales i København.

Min historie

For 11 år siden flyttede jeg med min familie til en gammel gård i Lädja, Småland. Jeg lærte at væve og forelskede mig i de smukke, gamle svenske kludetæpper. Jeg så, at tæpperne ikke blot tilhørte en svunden tid, men at de faktisk hører hjemme i moderne hjem. Alt ved tæpperne taler til nutidens mennesker, som er bevidste om at indrette deres hjem smukt og med enestående produkter. Nøgleord om svenske kludetæpper: håndvævede, genbrugsmateriale, historie, fortælling, nordisk, unikke.

Idag er jeg tilbage i Danmark, og beskæftiger mig kun med tæpperne som hobby. Men måske jeg en dag vender tilbage til tæpperne og skovene på fuld tid igen...

Hvis du har spørgsmål kludetæpperne eller du ønsker at reservere et af de tæpper som findes på oversigten over tilgængelige tæpper, er du velkommen til at kontakte mig på mail: eva@tufte.dk 

Jeg udsender et nyhedsbrev om kludetæpper, vævning, Småland og andet godt 3-4 gange om året. Hvis du ønsker at modtage nyhedsbrevet skal du også bare sende mig en mail, så sætter jeg dig på listen over modtagere. Tidligere nyhedsbreve bliver lagt op her på sitet inden længe.