Historien om 'trasmattan' - det svenske kludetæppe

Trasmattor - kludetæpper - har ligget på gulve i torp og på herregårde, i køkkener og i de fine stuer overalt i Sverige. Gamle kludetæpper blev lavet af de klude og det stof som var tilgængeligt, og kunsten at væve gik i arv fra mor til datter.

Før i tiden måtte man ikke smide noget væk som kunne genanvendes, alt kunne gøre nytte. Dette gjaldt også gamle klude, nedslidt tøj og udtjent stof fra husholdningen. Overalt på landet i Sverige kunne man støde på kludehandlere, som rejste rundt til hjemmene for at købe aflagte tekstiler, som de igen solgte videre til papirindustrien, og som blev anvendt i produktionen af papir.  

Men i midten af 1800-tallet forandredes produktionsprocessen på papirfabrikkerne. Træmasse blev den moderne råvare til papirproduktion, og efterspørgslen efter tekstilmasse mindskedes. 

Kludetæppets historie startede omtrent ved denne tid. Den begyndte ikke i de små torp og bondegårdene, men på herregårde, slotte og i fornemmere hjem. Der havde man store sale og og rum, som blev møbleret specielt til højtider, helligdage og gæster. Kludetæpper blev statussymboler.Efterhånden bredte moden med kludetæpper sig.  

Man kan se den tjenestepige for sig, som arbejdede på en større gård, måske en præstegård, og som bemærkede til, hvor nydeligt og fint præstefamilien havde indrettet deres hjem. Eller datteren fra det lille torp i skoven, som sæbeskurede herregårdens trasmattor, og så, hvor hyggeligt køkkenet blev, når de lange tæpper blev rullet ud. Sådan kunne de også tænke sig det i deres hjem engang. 

Små kår og alt for lidt plads. 

Boligen for en "torparefamilje" kunne på denne tid (1800-tallets midte) bestå af en indgang, et lille køkken og et enkelt rum med en åben pejs. Fra indgangen var der måske en trappe op til loftet. Under trappen var skafferiet og brændekassen. I en sådan stuga med et rum og køkken, hvor 5-6 familiemedlemmer sov, lavede mad, vaskede op, spiste, ordnede personlig hygjeine, vaskede tøj og håndterede slagtedyr, var det utænkeligt at man skulle lægge kludetæpper på gulvet.  

Det var også kun på de rigtige gårde, man overhovedet havde trægulve. I stugorna var gulvene ofte af stampet ler/jord. Og forresten - at lægge stof på gulvet var en svimlende tanke for den, for hvem stoffet kunne (gen)anvendes til så meget andet. 

Den forbedrede levestandard i anden halvdel af 1800-tallet indebar at et-rumshuset ofte udvidedes med et rum, som man ikke behøvede at anvende til hverdag, et "finrum". Der blev trasmattan en prydgenstand, selv i enklere hjem. I boopgørelser begynder man at kunne finde trasmattor blandt de ting, folk efterlod, når de døde. 

I 1880-erne var kludetæpper efterhånden blevet almindelige i alle hjem på landet. Om vinteren beskyttede kludetæpperne mod træk på gulvet. Helst skulle der ligge flere ved siden af hinanden med bare et lille mellemrum imellem. Så kunne rengøringen også minimeres, idet man nøjedes med at skure omkring og mellem tæpperne. 

Striber og farver 

Hvis man ser nærmere på et gammelt kludetæppe vil man opdage mange nuancer og kvaliteter i "indslaget" (de stofstrimler, som er vævet sammen). Både bomuldsklude og klude af uld og "charmeuse" kunne indgå. Gamle skjorter, tyndslidte forklæder og kjoler, som eer blevet vasket mange gange blev klippet eller revet i 1-1,5 cm brede strimler for at blive brugt til vævningen. Der var blåt og rødt, lidt gult og grønt, måske også beige og gråt. En måde at live vævningen op på var at farve nogle af kludene med pulverfarve, som kom i handelen var 1800-tallets slutning, og som blev meget populært. Pulverfarverne gav klare farver til kludene, men farven var ikke særlig holdbar og blegnede eller forsvandt efter ganske få vaske. 

Vævning var et arbejde man udførte under "vårvinteren" (dvs den sidste halvdel af vinteren, efter jul og frem mod foråret). I februar plejede man at stille vævene op. Der blev meget trangt i stuen med både væv og "varpa" (som man vinder de lange varptråde op på). Der var mange led i arbejdsprocessen inden man kunne begynde på selve vævningen: varpning, förskedning, pådragning, solvning, skedning, framknytning, uppknytning og underbinding! Først derefter kunne man begynde på det mere underholdende arbejde med at fordele farver og klude med henblik på at det stribede mønster på tæpperne skulle blive så smukt som muligt. 

En husmor, som arbejdede hurtigt og "skickligt" kunne væve både til eget brug og til videresalg. Også de kvinder, som ikke selv vævede kunne skaffe sig en lille ekstraindtægt ved at klippe og rulle klude. Betalingen var ofte nogle øre for et skålpund (ca 400 g). Selv småbørn kunne hjælpe til med at rive og rulle kludestrimler. 

Overtro og magi 

Vævekundskab gik i arv fra mor til datter, generation efter generation. Der fandtes kvinder, som var meget dygtige væversker, og nogle som ikke havde helt det samme talent. Ifølge overleveringen var der forskellige måder, hvorpå man kunne opnå dygtighed og særlige evner indenfor vævningen. Fx. kunne man på nytårsnat ved slaget tolv holde det redskab i sine hænder, som man gerne ville blive dygtig til at håndtere. Det skulle helt sikkert fremme ens evner.  

En anden måde, ofte afprøvet, var at en gudmoder til en nyfødt pige, før afgangen til dåben lod den lille røre ved karden, spinderokken og vævestolen. Så skulle tøsen nok blive en dygtig væverske, som med glæde og stor fremgang ville komme til at arbejde i vævestolen (gudmoderen kørte jo med barnet til dåb, idet hun skulle bære barnet, når moderen, som skikken foreskriver, jo ikke må komme i kirken de første 40 dage efter fødslen). 

Selve vævningen var omgivet af både overtro og magi. I Västergötaland måtte man fx ikke væve på en torsdag, i Värmland måtte man ikke påbegynde ny vævning på en fredag. I skånske Ydre skulle man stille vævestolen op i påskeugen, og man måtte ikke begynde på selve vævearbejdet på en mandag!  

Alle dele af vævearbejdet var omgivet af regler, som skulle følges for at resultatet kunne blive det bedste. Når det nyvævede linnedstof blev lagt ud på marken til bleging (af solen) måtte man regne med at der var risiko for at det blev stjålet, særligt hvis det lå ude om natten. I 1700-tallets Småland "lånte" man derfor en knogle fra kirkegården, dyppede det i rindende vand, og så læste man følgende besværgelse over det: "Den person som tillfogat sig min vara skall ej ha ro varken natt eller dag, varkan sittande eller liggande, varken gående eller stående, utan skälva som detta ben, till han återbär min vara". På den måde var der større chance for at det vævede, som var lagt ud, også fik lov til at ligge i fred. 

I dag er kludetæpper ved at blive lige så populære, som de engang var, efter en tid i skyggen, men mange af de ældre væversker er ved at slutte deres arbejde. Desværre er der ikke mange yngre, som tager over, selvom man måske aner lidt lys og en stigende interesse blandt helt unge kunsthåndværkere. Nu er det ofte mere et afstressende fritidsarbejde end af nød, man væver, men resultatet er det samme som altid: smukke, varmende kludetæpper på gulvet.